Styrk oppositionen i USA - Stem Feride i Folketinget

Af Poul Ejby Rasmussen, chefredaktør, Prometheus.

USA er i disse dage og uger hjemsted for en intens og dramatisk politisk kamp, der kan bliver helt afgørende for den verdensorden, vi alle skal leve under i de kommende fire år. Præsident Bush’ første embedsperiode har efterladt USA’s politiske landskab mere polariseret end nogensinde tidligere i moderne tid, og et stadigt bredere spektrum af politiske, faglige og social organisationer er langt om længe vågnet op til en forståelse af, at Bush og i særdeleshed hans politiske »Rasputin«, vicepræsident Dick Cheney, skal mødes af en langt stærkere og bedre organiseret politisk modstand, end man så under Bush-regeringens første fire år, hvis ikke verden skal kastes ud i endnu flere krige og USA synke ned i social opløsning.

Præsident Bush’ indsættelsestale afslørede med al tydelighed, at vi ikke skal forvente os en mere moderat politik fra Det hvide Hus i de kommende fire år. Snarere tværtimod. Frygt vil fortsat være Bush-regeringens primære politiske værktøj, og uden det mindste tegn på skyldfølelse over afsløringerne af løgnen om Iraks masseødelæggelsesvåben fortsætter den amerikanske regering med at fabrikere skræmmebilleder, der skal legitimere en tilsidesættelse af både retsstat og internationale konventioner. Det minder i stigende grad om noget, vi så i 30’erne.

På udenrigsfronten er det nu Iran, der står øverst på listen over angrebsmål. Derhjemme er det den sidste rest af præsident Franklin D. Roosevelts poliske arv, det amerikanske invalide- og folkepensionssystem »Social Security«, som præsident Bush har tænkt sig at smadre. I begge tilfælde tages de gamle afprøvede midler i anvendelse: Løgn og frygt.

Men skulle egentlig ikke tro, at det var muligt, men præsident Bush har udpeget Alberto Gonzales til kandidat til posten som USA’s justitsminister. Samme Gonzales som påstod, i sin egenskab af juridiske rådgiver til Det hvide Hus, at Geneve-konventionen ikke beskytter tilfangetagne fjender af USA. At »moderat« tortur er fuldt legitimt, og at præsidenten er hævet over både amerikansk og international lov og ret. På Guantanamo og i Abu Graib-fængsel har vi alle set, hvad denne tankegang har ført til. Vi skal faktisk helt tilbage til 1941 for at finde et kendt fortilfælde, hvor en regeringsleder gav sin hær ordre til at sidetætte Geneve-konventionen. Det var Adolf Hitler, da han sendte et hemmeligt notat til værnemagten forud for invasionen af Sovjetunionen.

Den 17. januar afslørede den velrenommerede amerikanske journalist Seymor Hersh, i en artikel i det amerikanske ugemagasin The New Yorker, at Bush-regeringen allerede er langt fremme i forberedelserne til et militært angreb på Iran. Ifølge højtstående kilder i den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, har præsident Bush godkendt dannelsen af hemmelige kommandogrupper, der opererer inde bag grænserne i ti forskellige lande i Mellemøsten. Siden sommeren 2004 har disse kommandoenheder også foretaget operationer langt ind i Iran. Seymor Hersh advarer om, at kredsene omkring forsvarsminister Donald Rumsfeldt og vicepræsident Dick Cheney er fast besluttet på at gennemfører et angreb på Iran, uanset hvor dårligt det i forvejen går i med besættelsen af Irak og uanset det faktum, at et militært angreb på Iran vil være mange gange mere kompliceret end angrebet på Irak i 2003. Atter en gang er det en påstået trussel fra masseødelæggelsesvåben, der skal være undskyldningen for et amerikansk angreb, og da det denne gang drejer sig om atomvåben, er der stor grund til at frygte, at den amerikanske hær selv vil ty til brugen af sådanne våben, hvis invasionen ikke går som planlagt. Ifølge præsident Bush’ militærdoktrin fra 2002 indgår atomvåben nemlig på lige fod med alle andre våben i det amerikanske arsenal.

Men den politiske modstand imod Bush-regeringen vokser, også hjemme i USA. Den allerførste til at råbe vagt i gevær imod det mareridt, Bush-regeringen ville komme til at repræsentere, var den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche. Allerede i januar 2001, to uger før George W. Bush første gang blev tage i ed, advarede LaRouche om, at de neokonservative kredse i den kommende administration ville lede efter enhver anledning til at sætte den amerikanske forfatning ud af kraft, og at man derfor kunne frygte en eller anden form for »Rigsdagsbrand« i løbet af Bush’ første embedsperiode. LaRouches advarsel blev bragt »live« over Internettet, og allerede den 11. september samme år, kom »Rigsdagsbranden«. Senere, medens Bush-regeringen forberedte invasionen af Irak, gik LaRouche forrest i afsløringerne af de neokonservatives ubehagelige rødder tilbage til kredsene omkring den nazistiske filosof Heidegger og hans elever Leo Strauss og Carl Schmitt.

Det har i allerhøjeste grad været det intensive politiske arbejde på gadeplan i Washington og overalt i USA, som de unge, ihærdige medlemmer af LaRouches ungdomsbevægelse, LYM, har lagt for dagen, der har pustet liv i den ellers alt for tavse modstand mod Bush-regeringen. Ikke mindst indenfor Det demokratiske Parti. Og virkningen af LYM’s indsats så man, da den demokratiske senator fra Californien, Barbara Boxer, sammen med 31 medlemmer af Repræsentanternes Hus stemte imod godkendelsen af valget i delstaten Ohio. Dermed blev der for første gang i 120 år sat spørgsmålstegn ved legitimiteten af et amerikansk præsidentvalg. En meget ubehagelig start på anden embedsperiode for præsident Bush. Og der blev endnu værre under senatshøringerne op til udnævnelsen af Alberto Gonzales og udenrigsministerkandidat Condoleezza Rice, hvor både senator Boxer og senator John Kerry benyttede lejligheden til at hudflette Bush-regeringen for dens åbenlyse foragt for retsorden og internationale konventioner. Og selv om Det republikanske Parti sidder på et komfortabelt flertal i begge af Kongressens, benyttede demokraternes af helt uhørt deres grundlovssikrede muligheder for at forsinke de to kandidaters udnævnelse. Til formidabel irritation for vicepræsident Cheney, som overværede høringerne, og til stor politisk ydmygelse for hele Bush-regeringen.

Men et langt større og alvorligere politisk nederlag for Bush-regeringen kan meget vel blive den planlagte hovedkampagne for den anden embedsperiode: Angrebet på »Social Security«. Præsident Bush har åbent indrømmet, at modellen for hans planer om en privatisering af det amerikanske pensionssystem er hentet i general Pinochets militærdiktatur i Chile. Arkitekten er faktisk Pinochets daværende arbejdsminister, José Piñera, der i dag er medarbejder i den højreradikale tænketank The Cato Institute. Men modstanden imod regeringens privatiseringsplaner har bredt sig langt ind i de republikanske rækker, og for første gang ser man kimen til en tværpolitisk modstand imod regeringen. Det kan hastigt sprede sig til andre spørgsmål, for Bush-regeringen dybt upopulær i traditionelle konservative kredse for dens brutale udrensning i forsvaret og efterretningstjenesterne.

Hvis Feride bliver valgt til folketinget, vil det give genlyd i Washington. Vær sikker på det! For hun har arbejdet sammen med Lyndon LaRouche i mere end 12 år, og han er en kontroversiel, men yderst respekteret politisk figur i den amerikanske hovedstad. Det ville være et ganske opsigtsvækkende og opmuntrende signal til den amerikanske opposition, hvis Feride fik sæde i det danske folketing.

Og den plads vil hun anvende til at bringe politisk emner på banen, som stort set ingen af de danske politiske partier beskæftiger sig med: Vi skal forberede os på et sammenbrud i det globale finans- og betalingssystem. Verdensøkonomien er blevet så skævvreden, at den med garanti bryder sammen med et brag. Fattigdommen breder sig som aldrig før i den såkaldte Tredje Verden, alt imens verdens største nationaløkonomi, USA, er blevet så forgældet, at betalingssystemets reservevaluta, dollaren, ikke længere kan opretholde sin kursværdi.

Derfor må det nuværende, rådne finanssystem erstattes med et Nyt Bretton Woods, der ligesom efterkrigstiden første Bretton Woods-system, kan blive et instrument til at bekæmpe den globale fattigdom. Vi må stoppe globalisering, og i stedet opfylde Den tredje Verdens ønske om en ny, retfærdig økonomisk verdensorden. Og vi skal gennemføre Schiller Instituttets forslag til et gigantisk infrastrukturprojekt, kaldet den Eurasiske Landbro, som kan blive et verdensøkonomisk lokomotiv.

Derfor er det vigtigt, at du stemmer på Feride Istogu Gillesberg den 8. februar. Gå aktivt med i kampagnen. Vores fælles fremtid afhænger af det.