Katastrofen i Sydøstasien: 

Den værste flodbølge i moderne tid

Verden behøver en ny retfærdig økonomisk verdensorden

Af Helga Zepp-LaRouche, international formand for Schiller Instituttet, den 29. december 2004.

Historiens største nødhjælpsoperation er nu indledt, og opgaverne, som skal løses, er gigantiske: Flere hundrede tusinde lig skal indsamles for at forhindre at sygdomme spreder sig og mangedobler antallet af ofre; der skal skaffes nødhjælp til mere end to millioner hjemløse, og 60.000 landsbyer med infrastruktur og landbrug skal genopbygges. Blot at reetablere status quo fra før flodbølgen vil kræve et flercifret milliardbeløb. Den tyske forbundskansler Gerhard Schröders forslag om et gældsmoratorium for Indonesien og Somalia er et skridt i den rigtige retning.

Men der behøves også noget mere grundlæggende, hvis en gentagelse af katastrofer af denne størrelsesorden skal undgås. Vi må skelne mellem de aspekter af naturkatastrofer, der ikke kan forhindres, og dem, der er resultatet af de seneste årtiers manglende udviklingsbistand. Før vor tids flodbølge blev historiens mest dramatiske tsunami angiveligt skabt, da vulkanen Thera, på øen der i dag kaldes Santorini, eksploderede i 1628 f. Kr. og udslettede hele den minoiske kultur. Derfor må vi regne med muligheden af, at der atter opstår tsunamier lige så store som den dengang, eller som den, vi netop har oplevet i Sydøstasien. Et varslingssystem for de truede områder er relativt simpelt at oprette og tilmed ikke specielt dyrt. En telefonopringning fra det amerikanske udenrigsministerium, som blev underrettet umiddelbart efter jordskælvet, til regeringerne i de lande, der var truet af tsunamien, havde heller ikke kostet meget. Hvad i alverden var det dog, der forhindrede den amerikanske regering i at dele denne information med de respektive regeringer? Det er nok et spørgsmål, der vil plage den øvrige verden i lang tid!

Men det afgørende punkt, hvor de ledende internationale finansielle institutioner har pådraget sig et massivt ansvar, er de seneste årtiers skandaløse mangel på udvikling. Opblomstringen af turismen i lande som Thailand, Sri Lanka og Seychellerne, som har skabt masser af profit for rejseindustrien og internationale hotelkæder, kan ikke skjule det faktum, at leveforholdene for »lokalbefolkningen« ikke er blevet meget bedre, og at landene ikke har oplevet en reel økonomisk udvikling. Snarere det modsatte, for disse »ferieparadiser« viste sig at være de rene dødsfælder for turisterne og mange af de såkaldte »indfødte«.

Faktum er, at under globaliseringen er en tredjedel af menneskeheden permanent underernæret, en milliard af disse er børn, der lever i ussel fattigdom. Hver dag dør 50.000 mennesker af sult og sygdomme, der kan kureres, og hele kontinenters eksistens er truet. Alt dette viser, hvor galt det står til med den nuværende verdensorden. Og den kan ikke retfærdiggøres blot fordi G7-landenes regeringer har bøjet sig for diktater fra et internationalt finansoligarki, der tjener tykt på globaliseringen, eller fordi en stor del af befolkningerne udviser en ufattelig moralsk ligegyldighed overfor fire milliarder menneskers fattigdom.

Omfanget af det moralske forfald træder tydeligt frem, når man sætter det i relief til den helt anderledes holdning, der dominerede i 1950'erne og 1960'erne. Dengang var det en alment accepteret tankegang, at udviklingsprogrammer så hurtigt som overhovedet muligt skulle eliminere ulandenes ufortjente underudvikling, der blev anset for at være et resultat af århundreders kolonivælde. I FN talte man om »udviklingsårtier«, inden for hvilke bestemte fremskridt skulle opnås, eksempelvis en øgning af levestandarden og middellevetiden. Og for pave Paul VI var underudviklingen så uudholdelig, at han i sin encyklika »Populorum Progressio«, en indtrængende appel til verdensbefolkningen, stemplede fattigdommen som et »råb til himlen om hævn«.

Men med det paradigmeskifte, der i løbet af 1960'erne omdannede samfundene i G7-landene fra producentsamfund til forbrugersamfund - væk fra produktionen af virkelige varer og i retning af spekulation og ren pengeøkonomi, væk fra det almene vel og hen imod et albue- og underholdningssamfund - forandredes også holdningen overfor den såkaldte »tredje verden«. Nu var det pludselig godt, at alting var så billigt dernede, og at de »indfødte« fik så dejligt lave lønninger, for så blev opholdet på et femstjernet hotel ved badestranden til at betale.

På mere end én måde har vores fantasiverden af et forbruger- og underholdningssamfund fået et virkelighedschok. Med vanlig kynisme stillede avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung den 29. december spørgsmålet: »Hvad har en indisk fisker og en tysk turist til fælles? Normalt ingenting, men nu ligger de i samm